Spam mails – kan man undgå spam mails?

- af Michael Oxkjær, Altero Design - 30. oktober 2005

 
Vi kender det alle sammen. Daglige tilbud i mailboksen med alt fra billigt software til potensfremmende midler. Hvorfor får vi alle disse spam mails, og kan vi gøre noget for at undgå dem?
 

Hvorfor får jeg spam mails?

Ind imellem stiller man sig det spørgsmål, men bare roligt, du er ikke den eneste der dagligt rammes af spam mails. Det er i det hele taget nok de færreste, der overhovedet ikke modtager spam i den ene eller den anden form.
 
Grunden til, at du modtager spam er ganske enkelt, at din e-mailadresse er offentlig tilgængelig et eller andet sted på Internettet.
 
Det kan godt være, at din e-mailadresse ikke længere er at finde på Internettet, men hvis den på et tidspunkt har været offentlig, så er den med stor sandsynlighed optaget i et eller flere spam-kartoteker, og det er stort set umuligt at komme ud af disse igen.
 

Kan jeg undgå spam mails?

Ja det kan du godt, men der er kun én måde, der er 100 % sikker, og det er at nedlægge din e-mailadresse. Drastisk, men sandt.
 

Da jeg ikke går ud fra, at det er den vej, du ønsker at gå, så kan du i stedet for gøre noget for at begrænse mængden af spam mails, og det er der lidt forskellige metoder til.

  1. Brug ikke din e-mailadresse på din hjemmeside, brug evt. et kontaktskema i stedet.
    Ulempen ved kontaktskemaer er imidlertid, at du så i stedet for risikerer at modtage en del useriøse henvendelser.
  2. Brug ikke din e-mailadresse i offentlige debatfora.
    Hvis der kræves en e-mailadresse for at deltage, så opret en e-mailadresse kun til dette formål, som du nemt kan komme af med igen.
  3. Brug ikke funktionen afmelding i de spam mails du modtager.
    Typisk udsendes spam-mails til tilfældige e-mailadresser i håb om at ramme en, der eksisterer. Hvis du så bruger en funktionen afmelding svarer det til, at du fortæller, du har modtaget mailen, og så bliver du først bombarderet med spam-mails.
  4. Tjek evt. kontaktskemaer/nyhedsbreve på hjemmesider inden du udfylder dem.
    Nogle har skrevet, at du også accepterer at modtage nyheder fra deres partnere. Det er godt nok er i modstrid med markedsføringsloven, men den gælder kun for danske hjemmesider.
Ovenstående er de væsentligste punkter for at undgå spam mails.
 

Spam-filtre – kan de ikke hjælpe?

Jo, det kan de til en vis grænse. De fleste spam filtre fungerer på den måde, at det er brugerne, der indberetter afsendere af spam, og når der så er et vist antal brugere, der har indberettet et bestemt domænenavn, så bliver dette domænenavn blokeret i filteret.
 
Det betyder så igen, at det oftest er de mest benyttede domæner, der havner i disse spam filtre, altså e-mail adresser der tilhører hotmail, msn, yahoo m.fl.
 
På vores mailservere er der også opsat et af disse spam filtre. Når en e-mail ryger igennem filteret, så tillægges e-mailen en såkaldt ”spamscore” som bliver beregnet ud fra nogle interne regler. Ud fra denne ”spamscore” afgør spam filteret så, om der er tale om spam mail eller ej. Man kan selv definere, hvor hårdt spam filteret skal sættes op og i yderste konsekvens slette de enkelte mails helt.
 
Jeg vil dog fraråde, at man bruger funktionen til sletning, idet nogle meget brugte e-mail adresser ofte ryger i spam filteret, og man vil så ikke modtage disse e-mails.
 

Alle mails, der af spam filteret bliver betragtet som spam, vil få indsat teksten ”***SPAM***” i starten af emnelinien. På den måde kan man hurtigt slette mailen, hvis den er fra en ukendt modtager, eller man kan opsætte en såkaldt regel i sit mailprogram, der sorterer disse spam mails til en bestemt mappe, som man så kan tjekke en gang i mellem.